Londons livlige pubkultur

Panorama over Themsen og Tower Bridge – Billede: iStock

Tower Bridge, Big Ben og Oxford Street er steder, de fleste har på deres liste, når de besøger London – og du bør da heller ikke snyde dig selv for disse steder. Men der er nu ikke noget som at slå sig ned med en god pint på en britisk pub på en varm sommerdag eller en kølig efterårsdag. De små lokaler med dæmpet belysning, gamle og slidte møbler, den karakteristiske duft af sjove minder og øl… alt dette skaber en charmerende helhed, som har haft stor betydning for den britiske kultur.

I London finder du et væld af forskellige pubber, og det kan være svært at udvælge lige netop den eller dem, du skal besøge under din tur til Englands hovedstad. Vi har udvalgt fem pubber i forskellige dele af London, hvor både mad, drikke og atmosfære er i højsædet.

Østlondon

Billede: iStock

Pub on the Park

Pub on the Park er om sommeren et populært samlingssted for lokalbefolkningen i Hackney. I en stor, hævet gårdhave, der har udsigt til den grønne park, London Fields, finder du denne hyggelige pub, hvor atmosfæren bestemt ikke er til at tage fejl af. Maden er moderne britisk, og om sommeren grilles der på den soldækkede terrasse til stor glæde for de sultne besøgende. Du kan også følge med i store sportsbegivenheder, når de vises på storskærmen – et oplagt sted at følge med i sommerens kampe fra VM i fodbold.

Find den her: Pub on the Park, 19 Martello St., London E8 3PE

 

Sydlondon

Restauranten på The Mayflower – billede taget af The Mayflower

The Mayflower

The Mayflover er den ældste kanalpub i London, og den er ofte at finde på lister over Londons bedste pubber. Det er let at forstå hvorfor. Foruden den smukke beliggenhed ved Themsen og de bugtende brostensgader udenfor er interiøret også iøjnefaldende – blotlagte, originale mursten lyses op af hængende lamper og stearinlys på bordene, og pejsen skruer kun yderligere op for hyggen. Glem ikke at prøve deres lækre, sprøde fish and chips!

Find den her: The Mayflower, 117 Rotherhithe St., London SE16 4NF

Nordlondon

The Wells’ smukke georgianske bygning – billede taget af LondonTown

The Wells

Et stykke væk fra støjen i Londons bankende hjerte finder du Hampstead – en stille og malerisk oase, hvor det lokale landsbyliv på smukkeste vis har formået at infiltere storbyen. En tur over Hampstead Heaths bølgende bakker fører dig til The Wells – en moderne gastropub, hvor lokalbefolkningen sidder med deres lydige hunde og lader dagen flyve forbi i et mageligt tempo. Her er maden i centrum, og på søndage kan du gå ombord i den traditionelle pubret Sunday Roast.

Find den her: The Wells, 30 Well Walk, Hampstead, London NW3 1BX

Vestlondon

Den fine udsigt på The Dove – billede taget af The Dove

The Dove Hammersmith

Tag på gåtur langs Themsens nordlige side, og følg floden mod Hammersmith. Her kan du tage en velfortjent pause på The Dove. Tag plads ved bordene på den udendørs terrasse, hvor du har kig til vandet og den anden side af floden, mens du venter på at få serveret den første runde. Igennem tiderne har en lang række vigtige personer også drukket deres pint på The Dove igennem tiderne. Ud over at du er omgivet af historiske omgivelser, sidder du også i verdens mindste barlokale.

Find den her: The Dove Hammersmith,19 Upper Mall, Hammersmith, London W6 9TA

Det Centrale London

Ye Olde Cheshire Cheese – billede taget af Travels with Beer

Ye Olde Cheshire Cheese

Ye Olde Chesire Cheese er en af Londons ældste pubber og har serveret for gæster siden 1538 – lige med undtagelse af under ombygningen efter den Store Brand i London i 1666. Hvis vægge og paneler kunne fortælle historier, ville dette sted kunne skrive flere romaner, hvilket er meget passende med tanke på stedets tidligere stamgæster – litterære forfattere som Mark Twain, Alfred Tennyson og Sir Arthur Conan Doyle har udtænkt deres store værker i disse omgivelser. Den lave belysning og de charmerende gange skaber en hyggelig og tidløs stemning, så hvorfor ikke sætte sig til rette i det mørke hjørne og nippe til en pint, mens du digter videre på din egen historie.

Find den her: Ye Olde Cheshire Cheese, 145 Fleet St., London EC4A 2BU

Etikette

  • De fleste pubber har ikke bordservering; du bestiller direkte i baren
  • Køsystemet er forvirrende; alle er ivrige efter at komme til og ingen ved, hvem der er næst i køen. Hvis bartenderen tager fejl og tager din ordre, selvom det ikke er din tur, er det bedst at henvise til den rigtige og vente, til det er din tur
  • Hvis du vil imponere, skal du medbringe dit tomme glas i baren, når du bestiller næste runde – så kommer du sikkert foran i køen.

Gloser

  • Ale – Storbritanniens signaturdrik; den varme gæring giver drikken en rund smag med en bitter eftersmag.
  • A regular – en person, der besøger pubben hver dag og har et personligt forhold til medarbejderne; de har ofte deres favoritplads og særlig prioritering i køen
  • Gastropub – navn på pubber med lidt finere/moderne udvalg af mad og drikkevarer
  • Guinness/Cider & Black – en Guinness eller cider med nogle dråber af solbærkoncentrat
  • Lager – navnet på let, kold og kulsyreholdig øl; eksempelvis Camden Pills
  • Last orders – på de mere traditionelle pubber vil du bemærke en stor klokke, der ringes med 15 minutter inden pubben lukker; på den måde ved du, hvornår det er tid til at bestille den sidste omgang
  • Pint – standardmålet for en øl i Storbritannien (omkring en halv liter); vil du have mindre, skal du bede om en half pint, eller bare en half
  • Pork scratchings – barsnacks; griseskind friturestegt i grisefedt. Den britiske version af flæskesvær
  • Pub Quiz – noget som oftest finder sted på en hverdagsaften. Her betaler du lidt penge i en skål for at deltage i quizzen, der ledes af en quizmaster. Det vindende hold får indholdet af skålen.
  • Punter – navnet på personer, der besøger en pub
  • Sausage rolls – pølse indpakket i dej; traditionel barsnack, der nogle gange står på bardisken. Den britiske version af pølsehorn.
  • Snakebite – en pint med halv øl og halv cider samt et par dråber solbærkoncentrat
  • Sunday Roast – traditionel søndagssteg med kartofler, grøntsager, sauce og Yorkshire pudding; et must, hvis du er i London på en søndag

 

Hvor skal du bo?

Skulle du have fået en pludselig trang til et klassisk pubbesøg i London, vil Secret Escapes’ tilbud i London muligvis friste. Tag et kig her.

Leave a Reply

E-postadressen publiceras inte. Obligatoriska fält är märkta *

*

Denna webbplats använder Akismet för att minska skräppost. Lär dig hur din kommentardata bearbetas.