På ø-ferie i Grækenland

Lad os lige få scenen lagt… I glasset ved siden af dig er iskold, forfriskende ouzo, du har bare tæer i solen og for nethinden har du en af de muligvis smukkeste udsigter i verden – charmerende, hvidkalkede huse med blå tage, en ru kystlinje og det glimtende Ægæiske hav. Lyder det lækkert? Det synes vi også. Men med 2.000 øer at vælge imellem kan det være svært at finde den rette til din ø-ferie i Grækenland. Drop timevis af research på nettet og lade os guide dig…

Dramatisk klippelandskab i Paleokastritsa på Korfu

Istock: Dramatisk klippelandskab i Paleokastritsa på Korfu

Korfu – italienske islæt, familievenlige spots og grønne bjerge

Hvis du ligesom os andre er fan af det støvleformede land, kan du godt glæde dig til Korfu. Hovedbyen Kérkyras gamle bydel emmer af venetiansk charme, og på tavernaerne rundt omkring serveres koldt limoncello – lavet på citrusfrugten limequat, som briterne tog med sig til øen i 1800-tallet. Øen er en af de grønneste i Grækenland, og er desuden kendt som en yderst familievenlig destination.

Besøg det gamle fort Paleó Froúrio, der har en fantastisk udsigt over byen mod vest, bliv klogere på øens fortid på det byzantinske museum og mæsk dig så i lækre mezédes (forretter) med friskfangede fisk, souvláki og keftédes. Selvom en lækker græsk salat og moussaka altid får os til at bede om en portion mere, vrimler det græske køkken med spændende lækkerier. Prøv f.eks. Korfu-klassikeren sofrito (kalvekød stegt i vin, hvidløg og hvid peber) eller øens søndagsfavorit pastitsada – mums!

Rhodos' dramatiske kystlinje

Istock: Rhodos’ dramatiske kystlinje

By- og strandliv på Rhodos

Hvis du ønsker at kombinere dovne dage på strandhåndklædet med livligt byliv, er Rhodos er fremragende valg. Med antikke templer, livlige tavernaer og fredede verdensarvsområder er Rhodos By perfekt til dage, hvor der skal tankes op på kulturkontoen. Lad dig vildfare i byens labyrintiske gamle bydel, besøg det arkæologiske museum og mærk historiens vingesus på byens middelalderslot. Og efter en kulturel formiddag, er det vel på sin plads at hoppe i speedoen eller badedragten? Elli-stranden på den nordlige spids er et fremragende bud – du kan gå til dertil på omkring 20 minutter fra den gamle bydel. Den charmerende hvide by Lindos, som ligger ca. en times kørsel sydpå langs østkysten, er intet mindre end forførende, mens en dagstur til den fantastisk smukke ø Symi også kan anbefales.

Psst…hvis du tilhører de rejsenørder, der samler på stempler i passet, kan en dagstur til Tyrkiet anbefales! Du kan tage en katamaran til Marmaris fra Rhodos By – en tur på omkring en time (det går stærkt, så hold på hat og briller).

Smalle gader og traditionel arkitektur i Lindos på Rhodos

Istock: Smalle gader og traditionel arkitektur i Lindos på Rhodos

Hydra – 50 kvadratmeters bilfri oase

Hvis du virkelig har lyst til at gå offline, er øen Hydra en fremragende valg. Her kan du skifte bilen ud med æslet og nyde en ferie, hvor du er on-life i stedet for online. Start i hovedbyen Hydra, hvor du sagtens kan bruge flere timer på bare at betragte livet på havnen – charmerende vandtaxier, farverige fiskerbåde og æsler på arbejde. Ligesom på mange andre græske øer består strandene af små, charmerende bugter, hvor vandet er krystalklart. Besøg f.eks. småstensstrandene Vlychos og Kaminia, der begge ligger inden for en radius på 2 kilometer fra byen. Hvis du føler dig lidt ekstra eventyrlig, kan du vælge Spilia-stranden, hvor du hopper direkte ud fra klipperne.

Glæd dig til at orientere dig efter klokketårnet, supermarkedet og havnen – øen har nemlig ingen adresser, hvilket bare understreger øens største trumfkort: muligheden for at slukke mobilen, droppe GPS’en og bare koble helt fra på ferien. Øen har da også tiltrukket en stjerne eller to i løbet af årene, og det siges blandt andet, at Leonard Cohen gerne gav en ouzo, dengang han boede der.

Tip: Da Hydra ligger kun et par timers sejltur fra Athen, kan du med fordel kombinere de to fantastiske destinationer.

Hydras charmerende havneområde set fra oven

Istock: Hydras charmerende havneområde set fra oven

Kefalonia – vilde orkidéer, olivenolie og en af verdens bedste strande

Du har måske smagt øens olivenolie uden at vide det. Øen Kefalonia er den største af de Ioniske Øer og kan prale af en veletableret olivenolieproduktion, flere hundrede vilde blomsterarter, dramatiske bjerge og ikke mindst nogle af Grækenlands (og verdens!) smukkeste strande. Øen er blandt de mindre turistede, og billeje kan anbefales, da seværdighederne ligger spredt over øen. Start dit besøg i hovedbyen Argostólion, følg vestkysten op til den verdensberømte Myrtos Strand og slut af i den postkortværdige fiskerby Fiskardo… Det må være opskriften på den perfekte feriedag! Har du lyst til at se øen fra vandsiden, kan du tage på en fantastisk bådtur fra Agia Kyriaki på øens sydside til Assos på nordsiden og tilbage. Turen tager omkring fire timer, og du stopper på nogle af øens smukkeste strande undervejs – herunder Myrtos Strand.

NB! Bliv ikke forskrækket, hvis du mærker en svag rysten; øen ligger i jordskælvszonen og mærker mindre rystelser et par gange om måneden.

Skønne farver på Kefalonia

Istock: Skønne farver på Kefalonia

Kreta 

Kreta er en gammel kending for os danskere, og det er ikke svært at forstå hvorfor. Øen er den største af de græske øer samt den mest sydlige, hvilket betyder, at den nogle år har sommerligt vejr helt frem til november (svært at forestille sig for os nordboere!). Som noget særligt har Kreta Europas længste kløft, Samaria, den hule, hvor Zeus ifølge myten blev født, og ikke mindst nogle unikke lyserøde strande, hvor du kan se frem til at bore tæerne ned i det lyserøde sand. Få desuden et historisk indspark ved resterne af Kong Minos Palads, Knossos, eller udforsk øens fantastiske bugter bag rattet – der ligger nogle helt utroligt smukke bugter i nærheden af Chania. Det kretinske køkken er også blandt de fineste – se frem til smagen af hjemmelavet honning, store blokke frisk fetaost, nyplukkede squashblomster og urter som oregano, timian og salvie fra øens stejle klipper. Husk i øvrigt at fuldende måltidet med den stærke anislikør raki, der er øens stolte drik. Befinder du dig i hovedstaden Iraklio, kan restauranterne Peskesi, der har fine nyfortolkninger af de græske klassikere, og den familieejede Ippokambos med lækre fiske- og skaldyrsretter anbefales.

Til madørerne: Den utroligt charmerende og lovpriste Taverna Alekos er hele køreturen værd. Den ligger på den sydlige del af øen, ca. 1 time og 15 minutters kørsel fra Iraklio, og har gang på gang modtaget anderkendelse for sine lækre, regionale retter og afslappede, autentiske atmosfære.

En af de smukke bugter tæt på Chania

Istock: En af de smukke bugter tæt på Chania

Den sikre vinder – Santorini

Vi kan ikke hylde de græske øer uden at nævne Santorini – trumfkortet over dem alle, når det kommer til smuk arkitektur og udsigter, der kan få os til at få ouzen galt i halsen. Især solnedgangene skulle være magiske, så hvis du ønsker at score et evigt plus i bogen hos kæresten, har du her destinationen! Særligt landsbyen Imerovigli, der ligger omkring en halv times gang fra hovedstaden Fira, har stjålet vores hjerter. Den udgør det højeste punkt på øen og er blandt de lokale kendt som Det Ægæiske Havs balkon – det perfekte sted at se solnedgangen med en skål Kalamati-oliven og et glas vin ved din side. Overvej også at tage forbi landsbyen Oia på det nordlige Santorini, hvor du med fordel kan snuppe en morgenvandretur langs kalderaen (ud på eftermiddagen rykker cruiseskibene ind), eller besøg øens mindre besøgte østkyst. Her ser landskabet helt anderledes ud med flade vulkanske sandstrande og mere traditionelle strandhoteller.

Santorinis dramatiske kystlinje

Istock: Santorinis dramatiske kystlinje

Fristet til en ferie ved Middelhavet?

Hos Secret Escapes finder du håndplukkede hoteller, udforsk vores tilbud her…

Du kan også læse vores guide til Kroatien, tage med på en velsmagende madrejse i Italien eller sætte kurs mod øparadiset Maldiverne.

Leave a Reply

E-postadressen publiceras inte. Obligatoriska fält är märkta *

*

Denna webbplats använder Akismet för att minska skräppost. Lär dig hur din kommentardata bearbetas.