Seks overraskende spaoplevelser

Findes der noget bedre end en tur i spaen? Næppe. En tur i spaen er nemlig ikke bare ultimativ selvforkælelse – det er også opskriften på, hvordan du undgår alt fra stress til ømme muskler. Sidstnævnte var årsagen til spaens oprindelse i Romertiden, hvor det varme vand fra naturens kilder blev anset for at være lidt af en vidunderkur. I nyere tid er spaen en sofistikeret trend, som findes i et hav af variationer. Men nogle spaer er ikke bare spaer – og det siger vi selvfølgelig med en stor kærlighed til de traditionelle spaer. Vi snakker dog spa kombineret med alt det, vi elsker… Nogle gange gør det vel ikke noget, hvis godt kan blive endnu bedre?

Prag inviterer på ølbad

”Kan jeg bestille øl?

Altså et ølbad, tak. For de dedikerede ølentusiaster er det måske næsten for godt til at være sandt. Men jo, den er god nok. Selvom ølspa måske kan lyde som en klistret fornøjelse, er det i virkeligheden en eksklusiv oplevelse, som udleves bedst i ølbyen Prag. Ifølge tjekkere er badning i øl ikke bare en udsøgt fornøjelse –det byder også på flere fordele for krop og sind. En tur i det nektarfyldte kar giver med andre ord mulighed for at blive revitaliseret fra top til tå. Slap af i de håndlavede kar, der er blevet forvandlet til jacuzzier, og lad naturlige ingredienser som humleekstrakter, ølgær og malt omfavne dig. Skål!

Bad i vin og bliv pakket ind i knuste druer

En vindrøm uden lige

Alle vinelskere kan nu ånde lettet op, for ja… Den findes. Altså vinspaen. Bad i vin, bliv pakket ind i knuste druer og masseret med vederkvægende ekstrakter fra vindrueolier. Det foregår i Bordeaux på det famøse vinslot Les Sources de Caudalie, som er omgivet af vinmarker. Du kan glæde dig over, at vinen også indgår både til maden og som en lille opkvikker, når der er behov for det. Samtlige kure er spækket med antioxydanter, og de skulle have en god og ungdommelig effekt på alle, der har følt den varme, der spreder sig i kinderne efter det første glas vin…

Bliv dyppet i chokolade i USA

En chokoladedukkert, tak

Din favorit treat? Chokoladen er selvfølgelig en ren vinder hos de fleste. Og er du en ægte chokoladefanatiker, er vi overbeviste om, at du på et tidspunkt i løbet af dit liv har drømt om at bade i chokolade. Den drøm kan rent faktisk blive til virkelighed hos den berømte The Hersheys Chocolate Spa i Pennsylvania, der har en jungle af chokoladebehandlinger. Ja, der er nærmest ikke det område på kroppen, som ikke kan gøre sig fortjent til en eksklusiv chokoladebehandling. Få hele kroppen dyppet i chokolade – i en såkaldt Chocolate Fondue Wrap, eller få dine hænder, fødder, ryg eller ansigt smurt ind i chokolade. Hvem kan sige nej til dette? Vi kan ikke. Mums!

Den Blå Lagune – spadyrkernes favorit

Spa som naturen skabte den

Hvem er ikke vild med frisk luft og en smuk og klar himmel? Rundt omkring i verden er der rig mulighed for at forene dette med en spaoplevelse, og vi kunne skrive en lang roman om spaer under åben himmel. Men da den ultimative spaoplevelse, ifølge mange garvede spadyrkere verden over, er Den Blå Lagune på Island, får den lov til at stå alene i denne omgang. Bad i varme kilder, få en muddermaske eller nyd en drink i baren, som du blot svømmer hen til, mens du opholder dig i det varme vand. Mudderet er mineraler fra jorden, som du selv graver dig frem til. Ja, lidt arbejde må du trods alt selv gøre, men til gengæld kan du gøre dig klar til en unik oplevelse i omgivelser, der emmer af nordisk romance.

Berlin inviterer til rytmer og spa

Søde toner af spa

Vi elsker musik, og i de fleste spaer kan du da også give dig hen til afslappende og behagelig musik, mens du får genopladet batterierne. Vi er dog pjattede med idéen om at gå all in, og i Liquidrom i Berlin bliver musikoplevelsen taget til næste niveau. Spaen bliver beskrevet som en sensorisk vandverden, som ikke blot har undervandsmusik, men også byder på livemusik fra DJ’s og musikere hver torsdag, fredag og lørdag i den varme saltvandspool, hvor du kan blive imponeret af et smukt lysshow. Flyd i takt til rytmerne, mens du lader musikken strømme.

Ren wellness for aber i Japan

Vi er ikke de eneste, der elsker spa

Hov… Hvem sagde egentlig, at spa kun er for mennesker? Vi er vilde med dyr – og aber er da ikke til at stå for. Derfor varmer det vores hjerte, at aberne i Japan også får glæde af den skønne spatrend. I Jigokudani Monkey Park kan du nemlig opleve et enestående naturfænomen, som udspiller sig hver vinter. De varme kilder i parken er fyldt med sneaber, som hygger rundt i overfladen for at holde varmen. Få første parket til abefest – aberne er nemlig lige så glade for en tur i spaen, som vi mennesker er…

 

Har du fået lyst at forkæle krop og sjæl med en tur i spaen? Se vores udvalg af lækre spaophold her.

Leave a Reply

E-postadressen publiceras inte. Obligatoriska fält är märkta *

*

Denna webbplats använder Akismet för att minska skräppost. Lär dig hur din kommentardata bearbetas.