Efterår i London

Billede: Tower Bridge (fotoVoyager, iStock)

Afslappede gåture langs Themsen, spændende museumsbesøg, afternoon tea med lune scones og friske agurkesandwiches, skummende pints på pubben, shopping i verdensklasse ved Oxford Circus, verdenskendte musicals…hvad mangler vi? Nå ja, det skulle da lige være den evige jagt på Hugh Grant og den blå dør i Notting Hill. London er byen, vi aldrig får nok af! I lyset af det officielle årstidsskifte (ja, vi må nok sande, at sommeren er ovre) sætter vi fokus på efteråret i den smukke, engelske hovedstad. Tag et kig på vores yndlingsseværdigheder og -aktiviteter i den evigt hippe millionby.

Billede: Westminster og Westminster Bridge (sborisov, iStock)

Efterårsshopping

Londons ultimative shoppingområde Oxford Circus er både elsket og hadet af byens beboere. Man kan få alt i det stilfulde butiksområde, men man må også forberede sig på store stimer af forvirrede ligesindede, der lige som dig har tænkt, at det var smartest at komme afsted så tidligt som muligt. Flagskibsbutikkerne og highstreet-favoritterne har allerede hevet efterårsgarderoben frem, ligesom Starbucks nu serverer lækre kaloriebomber såsom Pumpin Spice Latte. Mums, siger vi bare!

I den nærliggende Regents Street finder du eksklusive engelske butikker såsom Barbour, Burberry, Hunter og Karen Millen, og skulle pengepungen protestere, kan du vælge de mere budgetvenlige butikker langs Oxford Street: H&M, Topshop, Nike, Zara, The Body Shop, Mango…you name it! Har du en eller flere utålmodige rejsefælder på slæb, kan du slå to-tre fluer med et smæk i stormagasinet Selfridges, der skulle have mere eller mindre alt inden for mode, elektronik osv.

Billede: Regent Street (Marc Dufresne, iStock)

Hvis du er på udkig efter den sidste nye britiske bestseller, er Waterstones ved Piccadilly Circus et must, mens Brick Lane er stedet for secondhand-hungrende hipstere. Overvej også South Banks charmerende udendørs bogmarked, Borough Markets fantastiske madboder eller stormagasinet Harrods, hvis delikatesseområde kan få selv de mest kræsne tænder til at løbe i vand.

Billede: Borough Market (Baloncici, iStock)

Musicals, festivaler og fodbold

London er musicalernes by, og der er altid noget spændende på programmet – hvad enten du er til klassikerne eller West Ends sidste nye forestilling. Vælg mellem storfavoritter såsom Mamma Mia!, The Lion King, The Phantom of the Opera eller den sidste nye stjerneforestilling Aladdin. Du har også mulighed for at se David Bowies musical Lazarus, der har premiere d. 25. oktober. Kombinér forestillingen med en udsøgt middag i West End. Hawksmoor Seven Dials i Covent Garden er et hit blandt kødelskere, men du kan også prøve den victorianske pub Argyll Arms, som har et stort udvalg af øl.

Billede: Fish & Chips (Shaiith, iStock)

London Restaurant Festival er tilbage hele oktober måned, hvor mere end 350 restauranter deltager. Besøg f.eks. op til seks restauranter på én dag, eller nyd en trerettersmenu – på tre forskellige restauranter! Hvis en velmikset cocktail kan få dit hjerte til at banke hurtigere, kan du også besøge byen under London Cocktail Week, der byder på tastings, pop-up-events og kurser i den ædle kunst. Cheers!

Billede: Thinkstock

Parker og pub-besøg

Ifør dig en tyk sweater, og tilslut dig byens mange naturhungrende beboere i Londons skønne parker, der ikke bliver grimmere af efterårets gyldne nuancer. Besøg kongens tidligere private jagtmarker i Hyde Park, eller tag nordvestpå til velhavernes gigantiske baghave Hampstead Heath, der har nogle skønne udsyn over byen. Bestig den grønne Primrose Hill for at nå til et af byens bedste udkigspunkter, eller sæt kurs mod den mere vilde Richmond Park, hvor du kan hilse på reservatets beboer – rådyrerne. Afslut gåturen på en af byens traditionelle pubs med en klassisk Sunday roast og en pint eller to. Vælg f.eks. The Holly Bush i Hampstead, der serverer lækre gastro-retter foran den knitrende pejs, eller The Roebuck ved Richmond Park, som er kendt for sin fantastiske udsigt.

Billede: Hyde Park (Thinkstock)

Konklusionen må blive, at den evigt dynamiske by i sandhed er en helårsdestination. Lige meget hvilken årstid du besøger byen på, vil pubberne, restauranterne og barene altid være fyldte til randen med folk fra hele verden, ligesom der altid er noget nyt på programmet (tjek evt. den evigt pålidelige kilde Timeout London). Pak den store kuffert, og se at komme afsted!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*